Den neo-gotiske renoverede kirke i Canada har gennemgået en fantastisk forvandling og er omhyggeligt omdannet til en top-moderne familiebolig. Se de inspirerende før og efter billeder i artiklen nedenfor.
Før:
Efter:
Renovering af kirke i neo-gotisk stil bliver til moderne familiebolig
Den neo-gotiske kirke i landsbyen Frelighsburgs tæt på Québec i Canada har gennemgået en massiv forvandling fra traditionel kirke til moderne familiebolig – et projekt der fra start til slut har taget 3 år. Mens kirken har bevaret sin originale karakter udadtil, er indretningen opdateret og interiøret spækket med smarte løsninger og moderne design.
Projektet er blevet udført som et ægte familieprojekt, da beboerne ejer byggefirmaet, som har haft ansvaret for renoveringen – og søsteren til en af ejerne, har haft opgaven som indretningsarkitekt.
Herudover er boligen indrettet som et to familiers hus, hvor to generationer kan have hvert deres hjem i henholdsvis den tidligere kirke og præstebolig.
“Der har været diskussioner i kirken inden den omfattende forvandling. Der er blevet udarbejdet forslag, beskrivelser og planer, og der har været spørgsmål, tvivl, skøre ideer og kloge forslag…og til sidst stor tilfredshed med det færdige resultat! Jeg er meget stolt over projektet”
– Indretningsarkitekt Daniéle Petit
Bevaring af kirkens originale detaljer
Hele projektet med forvandling fra neo-gotisk kirke til familiebolig er udført med stor respekt for den gamle bygning, og det var et mål at bevare dens kulturarv. Nogle ændringer var dog nødvendige for at gøre stemningen i kirken til et mere varmt og familievenligt sted.
På grund af den massive åbne planløsning, de store vinduer og høje lofter krævede det i starten store mængder kreativitet at forstille sig et hjem. Et af de første skridt var at ændre indretningen fra én stor sal til mindre områder for at skabe mere stemning og sikre funktionaliteten i hvert værelse.
Udenfor er den gamle beplantning med høje træer bevaret, og det samme er det orignale og funktionsdygtige kirketårn med den 385 kg tunge kirkeklokke. Designerne har formået at få den originale arkitektur til at fungere særdeles godt sammen med indretningen, og de storslåede detaljer er med til at give boligen et luksuriøst præg. Specialdesignede vinduer spiller en massiv rolle i den opdaterede bygning, da de sørger for et fantastisk lysindfald igennem hele boligen. Samtidig understreger de mørke rammer den markante og moderne stil.
Fakta om renoveringsprojektet:
- Boligareal: 232 m²
- Kontor, værksted og garage: 140 m²
- Design & koncept: dp Espace Design
- Vinduer: Fabelta
- Bygherre: Constructions Pierre Boivin Inc